Vi har i denne uge haft møder med tre unge forskere, der havde mange interessante perspektiver på Classy Mondays.
Blandt andet har vi diskuteret relationel æstetik og kunstnerisk aktivisme med Nikolaj Zeuthen. Udvidelsen af værkbegrebet var også et varmt emne hos Henrik Marstal, der derudover gav os indsigter i historiske og nutidige dannelsesidealer, crossover-kunstsamarbejder og DJ-kulturelle perspektiver. Sammen med Rasmus Adrian tog vi os en tour de force i politiske, økonomiske, forretningsmæssige og kulturelle strukturer, der alle synes at bidrage til en reproduktion af det klassiske miljø. For så vidt det måske kan se omfattende ud med alle disse gavmilde forskeres bud på fremtidige indsatsområder i forhold til at gøre klassisk musik vedkommende for moderne mennesker, er det lige præcis dét, der i øjeblikket er med til at løfte vores idéloft.
Vi siger mange tak //
og no sweat!
Wednesday, March 28, 2007
Wednesday, March 21, 2007
Klassisk svært
Forleden (gen)læste jeg et indlæg på Torben Sangilds blog Det spekulative øre (her finder man i øvrigt masser af tankevækkende gods(toge)).
I indlægget, der hedder "Hjerte og hjerne i musikken", diskuterer Sangild det problematiske i at differentiere musikstykker, ud fra om de i lyttesituationen stimulerer henholdsvis "hjerne (kompleksitet) og hjerte/krop/sanselighed (enkelhed) [...]". Så vidt jeg kan læse, mener Sangild, at denne forestilling er overfladisk, fordi man derved behændigt undgår at diskutere den egentlige sensibilitet i forhold til at lytte til musik; nemlig det forhold, at al musik sætter sig kropsligt, og at al musik sætter sig i bevidstheden, og at det ene ikke nødvendigvis fordrer større kompleksitet frem for det andet. Som Sangild skriver: "Hvor kommer ideen fra at det skulle være sværere og mere krævende at tænke end at sanse?". Til det kan jeg kun erklære mig enig.
Fx kan man spørge sig selv, om et komplekst, filsofisk musikstykke, der kræver en masse intellektuelt benarbejde, er ensbetydende med, at det er svært at lytte til?
Jeg tror det ikke. Jeg kender det fra mine læsevaner. Ofte er det sådan, at jeg hellere griber et teoretisk værk, end jeg begiver mig ud i en digtsamling. Jeg tror, det har noget at gøre med, at værker, der kræver teoretisk viden, nok er svære at læse, men det er noget, der så at sige kan læres med hjælp udefra. Hvorimod en digtsamling kræver en anden indstilling, fordi de (ofte) fordrer mit følelsesmæssige og sanselige engagement. Og ikke bare et følelsesmæssigt og sanseligt engagement, til tider også et eksistentielt følelesesmæssigt og sanseligt engagement. Når jeg så læser en digtsamling, er det typisk sådan, at jeg kan overskue de meta-poetiske digte. Og det er kun fordi, jeg har en teoretisk viden om dette og hint inden for poetologien. Til gengæld kræver det en meget større investering, når jeg læser et digt (eller hvilken som helst anden kunst), der fx forsøger at beskrive kærlighedens had, fordi jeg skal hente dybe, almenmenneskelige indsigter i mig selv. Og det er vist det sværeste efter min mening, hvilket i sig selv måske er svært at forstå. At det mest basale og simple i verdenen også er det sværeste at begribe.
Det får mig får mig så til at tænke over den ædle disciplin 'at kategorisere uden udgangspunkt'. I dette tilfælde: Hvad henviser vi til, når vi siger, at noget musik er sværere end andet? Jeg tror ikke, at man med fordel kan kategorisere 'sværhed' i forhold til mere eller mindre kategoriske genrebestemmelser. I hvert fald ikke, hvis jeg definerer 'sværhed' efter ovenstående historie.
En illustrerende scene af, hvordan vi taler forbi hinanden, når vi taler om 'svær' musik:
For et par år tilbage var jeg DJ til en fest på klassisk konservatorium. Efter et par timer med Depeche Mode, New Order, Human League, Superheroes o.lign kom der to piger op til mig. De var sure. "Vi gider ikke høre på sådan noget avantgarde musik, vi spiller rigeligt med svær musik til dagligt!", vrissede de og kommanderede: "Spil noget let, spil Prince!". Ironien ville det, at jeg spillede et nummer af Prince, mens de spurgte efter...ja, Prince. Desuden anser jeg ikke Prince for specielt let at høre på, men at han er god at danse til, er vist uomtvisteligt.
Formålet med aftenen var at danse og have det sjovt. Men vi havde bestemt ikke samme forståelse af, hvilken musik der bedst tjente til formålet. Som et skældsord eller pressionsmiddel faldt kategoriseringen 'avantgarde' så belejligt. Nu ved jeg ikke, om man kan kalde Depeche Mode for særligt avantgardistisk, men det er heller ikke pointen. Pointen er, at vi som regel ikke har et fælles udgangspunkt for at begrebsliggøre, hvad der er svært eller ej.
Vi taler altså om præmisserne for en diskussion af et musikstykkes tilgængelighed.
Kilde:
Torben Sangild: "Hjerte og hjerne i musikken". At: Det spekulative øre (se http://groveloejer.dk/detspekulativeoere/), 23.05.2005.
I indlægget, der hedder "Hjerte og hjerne i musikken", diskuterer Sangild det problematiske i at differentiere musikstykker, ud fra om de i lyttesituationen stimulerer henholdsvis "hjerne (kompleksitet) og hjerte/krop/sanselighed (enkelhed) [...]". Så vidt jeg kan læse, mener Sangild, at denne forestilling er overfladisk, fordi man derved behændigt undgår at diskutere den egentlige sensibilitet i forhold til at lytte til musik; nemlig det forhold, at al musik sætter sig kropsligt, og at al musik sætter sig i bevidstheden, og at det ene ikke nødvendigvis fordrer større kompleksitet frem for det andet. Som Sangild skriver: "Hvor kommer ideen fra at det skulle være sværere og mere krævende at tænke end at sanse?". Til det kan jeg kun erklære mig enig.
Fx kan man spørge sig selv, om et komplekst, filsofisk musikstykke, der kræver en masse intellektuelt benarbejde, er ensbetydende med, at det er svært at lytte til?
Jeg tror det ikke. Jeg kender det fra mine læsevaner. Ofte er det sådan, at jeg hellere griber et teoretisk værk, end jeg begiver mig ud i en digtsamling. Jeg tror, det har noget at gøre med, at værker, der kræver teoretisk viden, nok er svære at læse, men det er noget, der så at sige kan læres med hjælp udefra. Hvorimod en digtsamling kræver en anden indstilling, fordi de (ofte) fordrer mit følelsesmæssige og sanselige engagement. Og ikke bare et følelsesmæssigt og sanseligt engagement, til tider også et eksistentielt følelesesmæssigt og sanseligt engagement. Når jeg så læser en digtsamling, er det typisk sådan, at jeg kan overskue de meta-poetiske digte. Og det er kun fordi, jeg har en teoretisk viden om dette og hint inden for poetologien. Til gengæld kræver det en meget større investering, når jeg læser et digt (eller hvilken som helst anden kunst), der fx forsøger at beskrive kærlighedens had, fordi jeg skal hente dybe, almenmenneskelige indsigter i mig selv. Og det er vist det sværeste efter min mening, hvilket i sig selv måske er svært at forstå. At det mest basale og simple i verdenen også er det sværeste at begribe.
Det får mig får mig så til at tænke over den ædle disciplin 'at kategorisere uden udgangspunkt'. I dette tilfælde: Hvad henviser vi til, når vi siger, at noget musik er sværere end andet? Jeg tror ikke, at man med fordel kan kategorisere 'sværhed' i forhold til mere eller mindre kategoriske genrebestemmelser. I hvert fald ikke, hvis jeg definerer 'sværhed' efter ovenstående historie.
En illustrerende scene af, hvordan vi taler forbi hinanden, når vi taler om 'svær' musik:
For et par år tilbage var jeg DJ til en fest på klassisk konservatorium. Efter et par timer med Depeche Mode, New Order, Human League, Superheroes o.lign kom der to piger op til mig. De var sure. "Vi gider ikke høre på sådan noget avantgarde musik, vi spiller rigeligt med svær musik til dagligt!", vrissede de og kommanderede: "Spil noget let, spil Prince!". Ironien ville det, at jeg spillede et nummer af Prince, mens de spurgte efter...ja, Prince. Desuden anser jeg ikke Prince for specielt let at høre på, men at han er god at danse til, er vist uomtvisteligt.
Formålet med aftenen var at danse og have det sjovt. Men vi havde bestemt ikke samme forståelse af, hvilken musik der bedst tjente til formålet. Som et skældsord eller pressionsmiddel faldt kategoriseringen 'avantgarde' så belejligt. Nu ved jeg ikke, om man kan kalde Depeche Mode for særligt avantgardistisk, men det er heller ikke pointen. Pointen er, at vi som regel ikke har et fælles udgangspunkt for at begrebsliggøre, hvad der er svært eller ej.
Vi taler altså om præmisserne for en diskussion af et musikstykkes tilgængelighed.
Kilde:
Torben Sangild: "Hjerte og hjerne i musikken". At: Det spekulative øre (se http://groveloejer.dk/detspekulativeoere/), 23.05.2005.
Monday, March 19, 2007
Hvad skal vi med klassisk musik i dag?
Classy Mondays har valgt at fokusere på vores åbningsreception i maj måned (ca.). Blandt andet skal vi have fundet seje musikere, produceret fede visuals og tilrettelagt et kool program til dagen. Classy Mondays reclaims the streets!
Derudover er vi i gang med at undersøge mulighederne for at arrangere et gå-hjem-møde i løbet af dette forår. Udgangspunktet er at skabe debat om den klassiske musiks relevans i forhold til os - moderne mennesker! For hvad skal vi med klassisk musik i dag? For slet ikke at spørge; hvad skal vi med klassisk musik om 50 år?! - helt ærligt!
Derudover er vi i gang med at undersøge mulighederne for at arrangere et gå-hjem-møde i løbet af dette forår. Udgangspunktet er at skabe debat om den klassiske musiks relevans i forhold til os - moderne mennesker! For hvad skal vi med klassisk musik i dag? For slet ikke at spørge; hvad skal vi med klassisk musik om 50 år?! - helt ærligt!
Friday, March 16, 2007
Classy Mondays
Classy Mondays er en alternativ musikscene til den klassiske musik.
På Kulkaféen har vi en intim musikscene, der giver musikerne og ikke mindst publikum mulighed for en nærværende og vedkommende klassisk koncertoplevelse.
Med formidling af musikken ud over det sædvanlige, tværæstetiske eksperimenter og mulighed for hænge ud sammen med kærester og venner før, under og efter koncerten giver vi den klassiske musik et levende rum i gadehøjde.
Klassisk musik er nemlig levende følelser, som kan opleves af alle.
På Kulkaféen har vi en intim musikscene, der giver musikerne og ikke mindst publikum mulighed for en nærværende og vedkommende klassisk koncertoplevelse.
Med formidling af musikken ud over det sædvanlige, tværæstetiske eksperimenter og mulighed for hænge ud sammen med kærester og venner før, under og efter koncerten giver vi den klassiske musik et levende rum i gadehøjde.
Klassisk musik er nemlig levende følelser, som kan opleves af alle.
Subscribe to:
Posts (Atom)
