Klassisk svært

Forleden (gen)læste jeg et indlæg på Torben Sangilds blog Det spekulative øre (her finder man i øvrigt masser af tankevækkende gods(toge)).

I indlægget, der hedder "Hjerte og hjerne i musikken", diskuterer Sangild det problematiske i at differentiere musikstykker, ud fra om de i lyttesituationen stimulerer henholdsvis "hjerne (kompleksitet) og hjerte/krop/sanselighed (enkelhed) [...]". Så vidt jeg kan læse, mener Sangild, at denne forestilling er overfladisk, fordi man derved behændigt undgår at diskutere den egentlige sensibilitet i forhold til at lytte til musik; nemlig det forhold, at al musik sætter sig kropsligt, og at al musik sætter sig i bevidstheden, og at det ene ikke nødvendigvis fordrer større kompleksitet frem for det andet. Som Sangild skriver: "Hvor kommer ideen fra at det skulle være sværere og mere krævende at tænke end at sanse?". Til det kan jeg kun erklære mig enig.

Fx kan man spørge sig selv, om et komplekst, filsofisk musikstykke, der kræver en masse intellektuelt benarbejde, er ensbetydende med, at det er svært at lytte til?

Jeg tror det ikke. Jeg kender det fra mine læsevaner. Ofte er det sådan, at jeg hellere griber et teoretisk værk, end jeg begiver mig ud i en digtsamling. Jeg tror, det har noget at gøre med, at værker, der kræver teoretisk viden, nok er svære at læse, men det er noget, der så at sige kan læres med hjælp udefra. Hvorimod en digtsamling kræver en anden indstilling, fordi de (ofte) fordrer mit følelsesmæssige og sanselige engagement. Og ikke bare et følelsesmæssigt og sanseligt engagement, til tider også et eksistentielt følelesesmæssigt og sanseligt engagement. Når jeg så læser en digtsamling, er det typisk sådan, at jeg kan overskue de meta-poetiske digte. Og det er kun fordi, jeg har en teoretisk viden om dette og hint inden for poetologien. Til gengæld kræver det en meget større investering, når jeg læser et digt (eller hvilken som helst anden kunst), der fx forsøger at beskrive kærlighedens had, fordi jeg skal hente dybe, almenmenneskelige indsigter i mig selv. Og det er vist det sværeste efter min mening, hvilket i sig selv måske er svært at forstå. At det mest basale og simple i verdenen også er det sværeste at begribe.

Det får mig får mig så til at tænke over den ædle disciplin 'at kategorisere uden udgangspunkt'. I dette tilfælde: Hvad henviser vi til, når vi siger, at noget musik er sværere end andet? Jeg tror ikke, at man med fordel kan kategorisere 'sværhed' i forhold til mere eller mindre kategoriske genrebestemmelser. I hvert fald ikke, hvis jeg definerer 'sværhed' efter ovenstående historie.

En illustrerende scene af, hvordan vi taler forbi hinanden, når vi taler om 'svær' musik:

For et par år tilbage var jeg DJ til en fest på klassisk konservatorium. Efter et par timer med Depeche Mode, New Order, Human League, Superheroes o.lign kom der to piger op til mig. De var sure. "Vi gider ikke høre på sådan noget avantgarde musik, vi spiller rigeligt med svær musik til dagligt!", vrissede de og kommanderede: "Spil noget let, spil Prince!". Ironien ville det, at jeg spillede et nummer af Prince, mens de spurgte efter...ja, Prince. Desuden anser jeg ikke Prince for specielt let at høre på, men at han er god at danse til, er vist uomtvisteligt.

Formålet med aftenen var at danse og have det sjovt. Men vi havde bestemt ikke samme forståelse af, hvilken musik der bedst tjente til formålet. Som et skældsord eller pressionsmiddel faldt kategoriseringen 'avantgarde' så belejligt. Nu ved jeg ikke, om man kan kalde Depeche Mode for særligt avantgardistisk, men det er heller ikke pointen. Pointen er, at vi som regel ikke har et fælles udgangspunkt for at begrebsliggøre, hvad der er svært eller ej.

Vi taler altså om præmisserne for en diskussion af et musikstykkes tilgængelighed.


Kilde:
Torben Sangild: "Hjerte og hjerne i musikken". At: Det spekulative øre (se http://groveloejer.dk/detspekulativeoere/), 23.05.2005.